Redegørelse

Området ligger i landzone og anvendes i dag som opdyrket landbrugsjord. Området er ikke rammebelagt.

Det nye rammeområde 5.00.T.26(T54) udlægges til tekniske formål - solcellepark med tilhørende tekniske installationer, transformerstation, beplantningsbælte m.m.

Byrådet ønsker at området anvendes til solcellepark, som det fremgår af forslag til lokalplan 710, der er politisk behandlet sammen med dette kommuneplantillæg.

Produktionserhverv

Randers kommune har ikke fastlagt retningslinjer med udpegning af beliggenheden af erhvervsområder, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, og tilhørende konsekvensområder. Tillæg 54 (og Lokalplan 710) omfatter et rammeområde til tekniske formål. Det forventes ikke, at dette område vil indgå i en fremtidig planlægning for områder forbeholdt produktionsvirksomheder. Planen vurderes dermed ikke at få betydning for implementeringen af planlovens bestemmelser om produktionsvirksomheder.

Natura 2000-områder og bilag IV-arter

Der er en afstand på ca. 3 kilometer til nærmeste Natura 2000-område, nr. 14 Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord. Både ud fra afstanden og karakteren af det ansøgte vurderes det ikke at medføre negative effekter på de arter eller naturtyper, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte.

Der er ikke fundet bilag IV-arter i eller i nærheden af planområdet, og området vurderes ikke at være levested for bilag IV-arter. Hvis der samtidig holdes afstand til søerne i området, så vurderes planen ikke at kunne påvirke bilag IV-arter ellers potentielle levesteder.

Særligt værdifulde landbrugsområder

Områder, der er udpeget som særligt værdifulde landbrugsområder, skal så vidt muligt forblive i jordbrugsdrift.

Arealet skal anvendes til vedvarende energianlæg og medvirke positivt til den grønne omstilling. Anlægget er således med til at fortrænge brugen af fossile brændsler i energiproduktionen.

Den valgte placering er bl.a. valgt på baggrund af den eksisterende infrastruktur i området, hvor der i forvejen er etableret vindmøller, med dertil hørende elnet.

Der er tale om en type af anlæg, der giver mulighed for at tilbageføre arealet til landbrugsformål, når anlægget ikke længere er i drift.

Retningslinje for solenergi

Med retningslinje Se.2, for solenergi, gælder det, at der som udgangspunkt ikke tillades byggeri højere end 2,5 meter over terræn. Den teknologiske udvikling af solceller har bevirket, at der ansøges om mulighed for at etablere solpaneler med trackermekanisme (bevægelige anlæg, der følger solens bane). Disse anlæg har en maksimal høje på 3,95 meter, men også en højere elproduktion.

Byrådet ønsker at give mulighed for at anvende nyeste teknologi i dette område, hvorfor der sættes en maksimal høde for solpanelerne på 3,95 meter. Der er ikke tale om en generel ændring af retningslinjen, men en mulighed, der alene gælder for dette rammeområde.