Redegørelse

Tillæg 45 er udarbejdet på baggrund af Lokalplan 704 - Boligområde ved Tjærby Diger Allé, som udarbejdes sideløbende med tillægget.

Området er udlagt som perspektivareal for byudvikling i Kommuneplan 2017, men er endnu ikke udlagt til byudvikling med en ramme for lokalplanlægningen.

Tillæg 45 til kommuneplanen udlægger et helt nyt område til boligformål. Dette gøres ved at udvide det eksisterende rammeområde 1.08.B.14 mod nord.

Rammeområde 1.08.B.14, er udlagt til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse og fællesanlæg, institutioner og lignende til dækning af bydelens behov samt ikke generende erhverv. Rammen indeholder bestemmelser om bebyggelsens omfang, der siger at byggeri skal tilpasses det åbne landskab i udformning, struktur og omfang, af hensyn til bevaring af områdets eksisterende landskabelige, arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter. Rammebestemmelserne forbliver de samme, med undtagelse af bebyggelsesprocenten.

De samlede bestemmelser for rammer, der vedtages eller aflyses med planen, kan ses til sidst i tillægget.

Område med særlige landskabelige interesser

Området er i Kommuneplan 2017 udpeget til at have særlige landskabelige interesser, på baggrund af Randers Kommunes landskabsanalyse. Området består af elementer og helheder med særlige oplevelsesmuligheder. Derfor er der i planlægningen taget særlige hensyn til de landskabelige interesser i området. Der er blandt andet ikke mulighed for terrænregulering i området, undtaget mindre reguleringer på grunde. De karaktergivende parallelle nord- og sydgående jorddiger er blandt de mest markante og værdifulde diger i Randers Kommune. Planlægningen sikrer derfor beskyttelse af digerne, samt en afstand til digerne så det stadig er muligt at opleve deres landskabeligeværdi.

Kystnærhedszonen

Området ligger indenfor kystnærhedszonen, da det ligger indenfor 3 km fra kysten, Randers Fjord. Inddragelse af dette område til byzone sker under særlig iagttagelse af den visuelle påvirkning af kystlandskabet. Det er vurderet at området ikke har en væsentlig påvirkning på kystlandskabet, da området/bebyggelsen ikke kan ses fra kysten, da det ligger bag eksisterende bebyggelse. Bebyggelse må ikke overstige 8,5 meter i hele lokalplanområdet. Planlægningen i dette område er en naturlig byudvikling i Dronningborg og ligger i Kommuneplan 2017 udpegning til fremtidig byvækst. Byudviklingen bevæger sig mod nord - væk fra kysten.

Der tages generelt for området hensyn til dets landskabelige kvaliteter.

Produktionserhverv

Randers kommune har ikke fastlagt retningslinjer med udpegning af beliggenheden af erhvervsområder, som skal være forbeholdt produktionsvirksomheder, og tilhørende konsekvensområder. Tillæg 45 (og Lokalplan 704) omfatter er rammeområde til boligbebyggelse. Det er ikke muligt, at dette område vil indgå i en fremtidig planlægning for områder forbeholdt produktionsvirksomheder, da området kan være i fare for forurening af grundvand. Planen vurderes dermed ikke at få betydning for implementeringen af planlovens bestemmelser om produktionsvirksomheder.

Natura 2000-områder og bilag IV-arter

Nærmeste Natura 2000-område nr. 14 Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord, ligger mere end 6 km fra området.

Både ud fra afstanden og karakteren af det ansøgte vurderes det ansøgte hverken i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, at få negativ effekt på de arter eller naturtyper, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte.

Randers Kommune har ikke kendskab til forekomst af bilag IV-arter nær lokaliteten og ved eftersøgning i databasen fugleognatur er der ikke fundet nogen observationer.

Det kan ikke udelukkes at digerne anvendes som rasteområde for spidssnudet frø og stor vandsalamander. Det ansøgte vurderes ikke at have en sådan karakter, at det kan påvirke digets funktionalitet som rasteområder for padderne.
På den baggrund vurderes det planlagte ikke at have en sådan karakter, at det kan påvirke eventuelle bilag IV-arters yngle- og rasteområder.