Miljøvurdering

Der er foretaget screening af kommuneplantillægget i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer (Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lovbkg. nr. 448 af 10 maj 2017). I screeningen er det vurderet, hvorvidt planforslaget har væsentlig indvirkning på miljøet på en række områder, herunder menneskers sundhed, landskab, flora, fauna, kulturarv, arkæologisk arv mv. Ifølge loven skal planer, der alene medfører mindre ændringer i forhold til den gældende planlægning kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet. På baggrund af screeningen er det byrådets vurdering, at der ikke skal foretages miljøvurdering af planforslaget, da planen vurderes ikke at danne grundlag for anlæg eller følgevirkninger, der medfører væsentlig påvirkning af miljøet.

Det er vurderet i screeningen af planforslaget, at det alene vil medføre mindre ændringer i forhold til den gældende situation, da:

    • Planen giver mulighed for en mindre udvidelse af området på maks. 7 nye boliggrunde. (Efter den offentlige høring er antal boliggrunde reduceret til 6.)
    • I lokalplanen forefindes ingen beskyttet natur og særligt udpegede landskaber.
    • Da der er tale om en mindre udstykningsplan medfører planen ikke en væsentlig forøgelse af trafikken i området.

Dermed udløser planen ikke krav om udarbejdelse af miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering. Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres samtidig med kommuneplantillægget. Afgørelsen kan påklages til Planklagenævnet med en klagefrist på 4 uger.