Mål og retningslinjer / Landdistrikter / Udvikling i landsbyer

Udvikling i landsbyer

Byrådet vil:

Sikre at det er attraktivt at bo og bosætte sig i Randers Kommunes landsbyer og landdistrikter.

Arbejde for at flere bosætter sig i landsbyer og landdistrikter i Randers Kommune.

Sikre at det er attraktivt at drive virksomhed i landsbyer og landdistrikter i Randers Kommune.

Have en digital infrastruktur, der er moderne og tidssvarende.

Randers Kommune ønsker at understøtte udviklingen og de private initiativer i landdistriktet og har derfor oprettet Landdistriktsservice som består af et tværfagligt team af medarbejdere, der står klar til at hjælpe med råd og vejledning til, hvordan forskellige initiativer kan blive til virkelighed. Det er også Landdistriktsservice, der kan hjælpe landsbyerne i gang med at få formuleret en udviklingsplan. Se link til landdistriktsservice i boks.

Randers Kommune ønsker et stærkt samarbejde mellem landsbyer og kommunen. I samskabelse skal der ske udvikling i de landsbyer, der kan og vil. Landsbyerne opfordres desuden til at opbygge samarbejder med andre landsbyer, der hvor det giver mening. Se mere om mulighederne for samarbejde på Randers Kommunes landsbyportal, se link i boks.

Randers Kommune har udarbejdet et ressourcekort, hvor alle landsbyer i kommunen er repræsenteret. Her er det muligt at få et overblik over, hvordan det står til de forskellige steder i landdistriktet. Er der befolkningstilvækst? Er der offentlig service? En butik? Hvor mange virksomheder og arbejdspladser er der?

Ønsket er, at kortet kommer til at fungere som et værktøj, hvor borgere og landsbyer kan søge inspiration om gennemførte og igangværende projekter i de forskellige landsbyer og søge kontaktoplysninger på hinanden.

En vej til at forbedre og forskønne det fysiske miljø i landsbyer og landdistrikter er via by- og områdefornyelse, hvor Randers Kommune kan yde tilskud til helhedsorienterede fysiske forbedringer hvis det sker i samarbejde med de berørte borgere og beboere for at sikre lokal forankring. Se mere i afsnittet om byfornyelse. Der forventes i planperioden opstartet nye områdefornyelsesprojekter med udgangspunkt i landsbyernes fysiske kvaliteter samt det lokale engagement baseret på ideen om samskabelse mellem borgere og kommune.

Ud over den traditionelle byfornyelse har Randers Byråd en landsbypulje  der kan yde tilskud til opkøb og nedrivning af dårlige og skæmmende boliger i landdistrikterne. 

Den digitale infrastruktur udgør et centralt rammevilkår for både erhvervsliv og bosætning i landsbyer og landdistrikt. Randers Kommune vil have en digital infrastruktur, der er moderne og tidssvarende og sikrer, at borgere og virksomheder kan anvende nye teknologier.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk