Mål og retningslinjer / Landdistrikter

Landdistrikter

Vi ønsker at der er dynamik, vækst og udvikling i vores landdistrikter i Randers Kommune. Mere end en tredjedel af Randers Kommunes befolkning bor uden for Randers by. Byerne udenfor Randers by har alle sin særlige identitet, sine styrker og sine ressourcer. Derfor skal der være fokus på at sikre, at der også er muligheder i landsbyer og landdistrikter - både i form af planlægning samt understøttelse af private initiativer.

Landdistriktsudvalg

Vi skal fastholde vores attraktive landsbyer og landdistrikter samt de mange muligheder som det åbne land giver. Randers Byråd har derfor i 2015 nedsat et Landdistriktsudvalg. Udvalget skal styrke kontakten mellem landdistriktet og byrådet og mellem landdistriktet og kommunens forvaltning. Formålet er, at en tættere kontakt medvirker til, at borgere, der bor udenfor Randers By, får bedre vilkår for at skabe de bedste rammer for at bo og arbejde i vores landdistrikter.

Landdistriktspolitik

I 2016 er der udarbejdet en landdistriktspolitik, der sætter en række mål og handlinger for udviklingen i landdistrikterne. Den skal blandt andet understøtte at det fortsat er attraktivt at bo og bosætte sig samt drive virksomhed i landsbyer og landdistrikter i Randers Kommune. Politikken fokuserer på fire konkrete områder:

  • Måden vi samarbejder på.
  • Vores fysiske rammer i landsbyerne.
  • Rammerne for samvær og fællesskab i landsbyerne.
  • Evnen til at realisere projekter.

Begrebet landsbyer anvendes i landdistriktspolitikken for alle byer og samlede bebyggelser udenfor Randers by. I Kommuneplanen er byerne udenfor Randers by inddelt i centerbyer, lokalbyer, landsbyer og mindre landsbyer, hvor centerbyer og lokalbyer ligger byzone, mens landsbyer og mindre landsbyer som udgangspunkt ligger i landzone. Denne skelnen har indflydelse på hvordan og hvor meget der kan bygges i byerne. Se desuden afsnittet om Bymønster.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk