Mål og retningslinjer / Klima og energi / Vindmøller

Vindmøller

Byrådet vil:

Samarbejde med virksomhederne om at give mulighed for, at der kan etableres nye vindmøller.

Give mulighed for at gamle vindmøller udskiftes med nye og mere effektive møller.

Varetage de landskabelige interesser, kulturhistoriske interesser, naturbeskyttelses- og bevaringsinteresser og forebygge nabogener.

Den politiske debat og fordebat i medio 2016 har resulteret i at 3 udpegede områder er udtaget af kommuneplanen og 3 rammeområder er justeret i forhold til den maksimale totalhøjde. Der vil blive udarbejdet et kommuneplantillæg til denne kommuneplan i forhold til vindmølleområderne ved Overgaard.

Retningslinjer

Vm. 1

Der kan kun opstilles vindmøller inden for vindmølleområder i kommuneplanen. Nye vindmølleområder kan kun udlægges via et tillæg til kommuneplanen.

Redegørelse

  • Efter planlovens bestemmelser kan der kun opstilles vindmøller indenfor områder udpeget til vindmølleområder i kommuneplanen.

Undtaget er husstandsmøller og småmøller. Husstandsmølle er typisk en mindre mølle med en totalhøjde på under 25 meter, der står alene. Småmøller er typisk møller med et rotorareal på enten op til 1 m² (mikromølle) eller med et rotorareal på mellem 1-5 m² (minimølle). Se i øvrigt afsnit om husstandsmøller og småmøller.

De udpegede vindmølleområder skal følges op af en vurdering af og planlægning for de individuelle vindmølleprojekter. Det betyder konkret, at der efterfølgende skal udarbejdes VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet), lokalplan, og at projekterne skal igennem Energistyrelsens tekniske godkendelsesordning. Derfor er udpegningen i kommuneplanen kun første skridt mod opstilling af nye vindmøller.

Det er målet på sigt at fjerne vindmølleområder indenfor kystnærhedszonen. Området ved Overgård er en undtagelse. Da der er en planlægnings- og ressourcemæssig begrundelse for disse møller.

Det er en forudsætning for alle de udpegede områder, at afstandskravene overholdes i henhold til cirkulære om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller og bekendtgørelsen om støj fra vindmøller, se link i boks. For nogle af vindmølleområderne er det en forudsætning, at eksisterende vindmølleområder tages ud af drift f.eks. hvis to områder ligger meget tæt, kan de visuelle gener blive for store.

Hvis den indbyrdes afstand mellem nye vindmøller og eksisterende eller planlagte vindmøller er mindre end 28 gange vindmøllens totalhøjde, skal der redegøres for, at den landskabelige påvirkning af anlæggene under ét anses for ubetydelig. I denne sammenhæng kan der ses bort fra ældre vindmøller, såfremt møllerne forventes taget ud af drift inden for en kortere årrække.

Nye vindmøller skal som udgangspunkt forsøges placeret udenfor, naturområder, mulige naturområder, kulturmiljøer, økologiske forbindelser og landskabelige interesser. Ved en placering i disse udpegninger, skal påvirkningen vurderes. Hvis et vindmølleområde ligger tæt på en kirke skal der laves en vurdering af om området påvirker oplevelsen af kirken.

Vindmøller skal så vidt muligt placeres udenfor § 3 områder og å- og søbeskyttelseslinjer. Der må ikke placeres vindmøller inden for fredede områder eller inden for fortidsmindebeskyttelseslinjer.

Ved udlægning af adgangsveje til vindmølleområderne, skal der sikres, at gennemskæring af beskyttede sten- og jorddiger så vidt muligt undgås.

Der må ikke placeres vindmøller i Natura 2000 områder. Når der placeres vindmøller i nærheden af Natura 2000 områder, skal der laves en konsekvensvurdering. 

Vindmøller nær jordkabelanlæg bør som minimum placeres i en afstand på 50 m fra respektafstanden langs jordkabelanlæg. Ovennævnte anbefalede sikkerhedsafstand, som gælder både små og store vindmøller, skal sikre, at vindmøller ikke påfører jordkabelanlæg skader ved lynnedslag med store følger for højspændingsanlægget og ikke mindst påvirke forsyningssikkerheden.

Vindmøller nær luftledningsanlæg bør som minimum placeres i en afstand på vindmøllens fulde totalhøjde fra respektafstanden langs luftledningsanlægget.

 

Vm. 2

Lokalplanen for et vindmølleområde skal angive antallet af møller, deres placering og udseende. Lokalplanen skal sikre, at vindmølleområdet udnyttes bedst muligt og tager hensyn til naboer og landskabet.

Redegørelse

De udpegede vindmølleområder i kommuneplanen skal følges op af en vurdering af og planlægning for de individuelle vindmølleprojekter. Det betyder konkret, at der efterfølgende skal udarbejdes VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet), lokalplan med miljøvurdering, og at projekterne skal igennem Energistyrelsens tekniske godkendelsesordning. Derfor er udpegningen i kommuneplanen kun første skridt mod opstilling af nye vindmøller.

Formålet med hele processen er at sikre, at vindmølleområdet udnyttes bedst muligt samtidig med at der tages hensyn til naboer, natur og landskab.

Vm. 3

I nye vindmølleområder skal de enkelte vindmøllers totalhøjde være mindst 125 meter og må ikke overstige 150 meter. Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være mellem 1:1 og 1:1,3. Møllerne skal være 3-bladede med samme omløbsretning. Vindmøller skal opstilles i grupper af minimum 3 møller.

Redegørelse

Byrådet ønsker, at sikre en optimal udnyttelse af vindressourcen i kommunens opstillingsområder. Derfor er der fastsat krav om en mindste totalhøjde på 125 meter for vindmøllerne. Kravet gælder også i de udpegede vindmølleområder, hvor eksisterende møller senere skal udskiftes.

Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter har betydning for den enkelte mølles æstetik. Det er vurderet, i en analyse bestilt af regeringen fra BirkNielsen i 2007 ”Store vindmøller i det åbne land”, at forholdet udenfor de nævnte i retningslinjen vil få vindmøllen til at se uharmonisk ud.

Vm. 4

Vindmøller inden for det samme vindmølleområde skal have samme rotordiameter og opstilles med samme indbyrdes afstand. Den indbyrdes afstand skal være mindst 3 x rotordiameteren og maksimalt 5 x rotordiameteren, medmindre VVM-vurderingen kan dokumentere, at en anden indbyrdes afstand er nødvendig og hensigtsmæssig.

Redegørelse

I en analyse fra 2007 ”Store vindmøller i det åbne land” vurderes store vindmøllers visuelle påvirkning. Blandet andet vurderes det at for at en gruppe vindmøller visuelt skal fremstå som en samlet gruppe må der ikke være længere mellem møllerne end 5 x rotordiameteren. Modsat må vindmøllerne heller ikke stå for tæt på hinanden, da de derved skaber læ for hinanden.

Vm. 5

Mølletårne og vinger skal farvesættes med samme lysegrå farve og udføres med ikke reflekterende overflader. Der må ikke være reklamer på vindmøllerne, dog kan der tillades et mindre logo.

Redegørelse

Landskabet påvirkes visuelt af vindmøller. Formålet med retningslinjen er at møllerne så vidt muligt falder i med horisonten.

Vm. 6

Eksisterende vindmøller i de udpegede vindmølleområder kan, under respekt for retningslinjerne for store vindmøller, udskiftes med nye og eventuelt større vindmøller. Udskiftning af tårnet anses for en nedtagning af møllen. Genopførelse medfører, at der på ny skal søges om byggetilladelse og evt. udarbejdes VVM og lokalplan. Eksisterende vindmøller uden for de udpegede områder til vindmøller kan ikke genopføres eller udskiftes.

Redegørelse

Det er kun indenfor de områder, der i kommuneplanen er udpeget til vindmøller, at der vil kunne opstilles nye vindmøller. Dette kan ske ved udskiftning af gamle vindmøller. Før etableringen af nye vindmøller skal der søges en ny byggetilladelse og evt. udarbejdes VVM og lokalplan med miljøvurdering.

Vm. 7

Ved nedtagning af vindmøller skal de tilhørende fundamenter og veje fjernes til en meter under terræn, og arealerne retableres til landbrugsdrift.

 Redegørelse

 

Alle typer af vindmøller og tilhørende transformerbygninger og anlæg m.v. skal nedtages uden udgifter for det offentlige, såfremt vindmøllen ikke har produceret strøm inden for det sidste år. Dette skal ske for at undgå at gamle udslidte møller og overflødige anlæg skæmmer landskabet. Kravet skal stilles i landzonetilladelser og i alle lokalplaner.

Vm. 8

For at sikre grundlaget for etablering af vindmøller, udlægges der konsekvensområder omkring arealreservationerne til vindmøller. Konsekvensområdets udstrækning bestemmes af vindmøllernes støjbidrag. Konsekvensområderne fastlægges i forbindelse med lokalplanlægningen for det enkelte område, når det endelige opstillingsmønster og vindmøllernes støj er afklaret. Indenfor konsekvensområder vil der ikke kunne etableres nye enkeltboliger i det åbne land eller anden ny støjfølsom arealanvendelse.

Redegørelse

Ved detailplanlægningen skal der udlægges konsekvenszoner rundt om alle vindmøllerne/vindmøllegrupper. Størrelsen bestemmes af de konkrete støjforhold og formålet er at sikre mod fremtidige støjgener.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk