Mål og retningslinjer / Landbrug, skov og råstoffer / Skov og uønsket skov

Skov og uønsket skov

Byrådet vil:

Fordoble skovarealet over en trægeneration (80-100 år).

rejse mindst 3000 ha skov inden 2030, hvilket svarer til 170 ha årligt.

Gøre det lettere at rejse privat skov.

Beskytte grundvands- og drikkevandsressourcerne ved hjælp af skovrejsning.

Skabe mere bynær skov.

Øge mangfoldigheden af dyre- og planteliv i skovene.

Arbejdet omkring revidering af den nuværende skovstrategi er igangsat blandt andet i forhold til byrådets målsætninger og ressourcer. 

Retningslinjer:

Sk. 1

Indenfor skovrejsningsområderne kan Randers Kommune anbefale, at der rejses ny skov.

Redegørelse

Skov er en værdifuld ressource til gavn for mennesker, miljø og natur. Randers Kommune ønsker mere og bedre skov i kommunen. Kommunen er i dag relativ skovfattig med at skovbevokset areal på ca. 9 %. Landsgennemsnittet er på 14,3 %. Ved skovtilplantning skal der tages hensyn til landskab, natur og kulturhistorie.  

Skovrejsning

Skovrejsningsområder danner grundlag for skovrejsning og giver mulighed for offentlig støtte til privat skovrejsning. Det er frivilligt, at benytte sig af tilbuddet om at rejse skov indenfor skovrejsningsområderne eller afhænde arealer til statslig skovrejsning. 

Udpegningen af skovrejsningsområderne er ikke en hindring for anden arealanvendelse, f.eks. jordbrug, byudvikling eller veje. Skov, der anlægges med offentligt tilskud, pålægges fredskovspligt.  Skoves naturindhold og dermed kvalitet er ofte afhængig af skovens alder. Derfor er fredskovspligten, der binder arealer til skovanvendelse for altid, en vigtig beskyttelse af naturressourcerne.  

Der ydes ikke tilskud til anlæg af frugtplantager, energiskov og pyntegrønts og juletræskulturer. Tilplantningen af et område kan foregå gradvist, dog skal området være på mindst to ha. Skovejeren bestemmer, hvordan skoven skal formes og hvilke træarter, der skal anvendes. For at fremme plantningen af løvskov gives der imidlertid størst tilskud til anlæg af løvskov.

Jordressourcens anvendelse til dyrkning, skov eller natur

For at holde styr på hvad jorden i Danmark bruges til, er ejer eller bruger af et område pligtig til at anmelde hvis anvendelsen af et jordstykke skifter til noget helt andet. Anmeldelse af etablering af skov skal ske til kommunen på et særligt skema. Kommunen skal så vurdere om arealet kan godkendes til skovrejsning eller anden tilplantning.  

Beskyttelse af naturtyper og fortidsminder

Naturbeskyttelseslovens eventuelle beskyttelseslinjer og beskyttelse af strande, søer, vandløb, moser, heder, enge, overdrev, strandenge, strandsumpe og museumslovens beskyttelse af sten- og jorddiger og fortidsminder gælder også inden for skovrejsningsområderne. Byrådet kan i visse tilfælde give dispensation til at plante inden for disse områder. Efter nærmere vurdering kan der stilles krav i forbindelse med etablering af skov, for eksempel at der af hensyn til kulturhistoriske værdier ikke må dybdepløjes.

Sk. 2

Indenfor områderne, hvor skovrejsning er uønsket, er det Randers Kommunes vurdering, at skovrejsning vil stride mod andre hensyn. Etablering af skov vil derfor som udgangspunkt ikke være tilladt i disse områder.

Redegørelse

Inden for områder, hvor skovrejsning er uønsket er det ikke muligt at opnå offentlig støtte til at rejse skov. Formålet med udpegningen er at beskytte landskabelige interesser og værdifuld natur mod at blive tilplantet med skov. Det gælder for eksempel også geologiske interesser, kulturmiljøer, og fortidsminder. 

Hvis et areal anmeldes til skovetablering, hvor skovrejsning er uønsket, kan kommunen, efter en konkret vurdering, afvise anmeldelsen eller dele af den, og dermed sørge for at der ikke bliver rejst skov, hvor det ikke er ønsket.

Inden for områder, hvor skovtilplantning er uønsket, er der flere steder arealer udpeget til fredskov efter skovloven. Her er der stadig pligt til at vedligeholde skoven og til at plante ny skov i forlængelse af skovhugst. Naturstyrelsen er myndighed for spørgsmål vedrørende fredskov.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk