Mål og retningslinjer / Erhverv / Erhvervsområder

Erhvervsområder

Byrådet vil:

Forebygge miljøkonflikter mellem virksomheder og omgivelser blandet andet igennem miljøklasse.

Tilbyde velegnede og velbeliggende erhvervsarealer til brug for alle typer erhverv, der er forenelige med lovgivningens og byrådets miljøkrav.

Altid have mindst ét større erhvervsareal, der kan imødekomme også større virksomheders efterspørgsel.

Sikre at der fortsat er mulighed for placering af havneerhverv i Randers by.

Sikre mulighed for at drive erhvervsliv både i og tæt ved Randers by, samt i de mindre bysamfund.

Sælge erhvervsjord ud fra ønsket om at udvikle det lokale erhvervsliv og tiltrække nye virksomheder.

Salg af erhvervsjord er en basal serviceydelse for at fremme en positiv erhvervsudvikling i hele kommunen.

Som tommelfingerregel skal kommunen have erhvervsjord klar til salg, svarende til to års forventet salg. Kommunen opkøber samtidig råjord til fremtidige erhvervsarealer. Der skal som minimum være ledig råjord svarende til fire-fem års forventet salg.

Kommunens erhvervsområder, der er til salg ses ved at benytte linket i boks.

Se desuden de generelle rammer for erhvervsområder.

Retningslinjer:

Er. 1

Nye erhvervsområder placeres som hovedregel i tilknytning til de større byer og de overordnede infrastrukturelle knudepunkter.

Redegørelse

Kommunens to vigtigste erhvervsområde ligger i Sdr. Borup med let adgang til E45 - afkørsel 43 og Randers Havn.

Ved at udlægge nye erhvervsarealer med effektiv adgang til motorvejen undgås tung trafik gennem boligområder og Randers by og hurtig adgang til det overordnede vejnet.

Randers Havn er den eneste erhvervshavn i Randers Kommune og Danmarks største flodhavn. Erhvervsområderne ved Randers Havn skal sikre, at der stadig kan være havnerelateret erhverv i Randers i fremtiden.

Store dele af kommunen er udpeget som særlige drikkevandsinteresseområder (OSD), indenfor hvilke det er uhensigtsmæssigt at udlægge erhvervsarealer.

De planlagte erhvervsarealer vest for E45 ved afkørsel 43 er ikke beliggende i OSD områder og udgør således en optimal placering. Den planlagte letbane vil endvidere kunne forsyne erhvervsområderne på lang sigt.

Er. 2

Når der placeres virksomheder eller enkeltanlæg, udlægges arealer til byformål eller ændres på arealanvendelsen, skal der sikres tilstrækkelig afstand mellem miljøfølsomme anvendelser og virksomheder. Forureningsgener skal modvirkes, og der skal sikres tilfredsstillende sikkerhedsmæssige forhold.

Redegørelse

Boligbyggeri mv. skal så vidt muligt placeres så miljøkravene til eksisterende lovlige virksomheder ikke skærpes af den grund.

Når der er risiko for at eksisterende forurenende virksomheder giver gener, skal forureningsfølsom anvendelse i nærområdet undgås. Det kan være boliger, institutioner, kontorerhverv og liberale erhverv samt andre virksomheder eller anlæg hvor mange mennesker er samlet.

Byrådet ønsker, at der skal være plads til nye industri- og produktionsvirksomheder, selv om de belaster omgivelserne. Det er vigtigt at de placeres, så der tages hensyn til miljøpåvirkning og risikoforhold.

Er. 3

I de enkelte erhvervsområder skal der være bestemmelser for, hvilke typer af virksomheder, der kan placeres.

Redegørelse

for alle rammeområder, der er udlagt til erhverv eller blandet bolig og erhverv i kommuneplanen, fastlægges en minimum og maksimum miljøklasse.

Miljøklasserne går fra klasse 1 til 7, hvor 1 er det mindst miljøbelastende og 7 er det mest miljøbelastende. Miljøklasserne er et udtryk for hvilken type virksomhed, der kan placeres i et givent område samt den anbefalede afstand til boliger og andre forureningsfølsomme funktioner og arealer. Se en uddybende forklaring om miljøklasser her.

Tildeling af miljøklasserne er en del af indsatsen for at sikre at erhvervet ikke påvirker andet erhverv eller boliger negativt, men også at eksisterende erhverv ikke bliver begrænset i deres muligheder grundet afstanden til følsomme anvendelser. Følsomme anvendelser er ikke udelukkende boliger, internt i et erhvervsområde kan forskellige typer af erhverv ligeledes påvirke hinanden negativt. F.eks. er selvstændige kontorerhverv følsomme over for støjende erhverv og kan derfor som udgangspunkt ikke  placeres side om side.

En virksomheds miljøklasse fastlægges efter en konkret vurdering og der er mulighed for at justere miljøklassen ned ved eksempelvis at etablere støjdæmpende foranstaltninger. 

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk