Mål og retningslinjer / Erhverv

Erhverv

Randers Kommune er i en omstillingsproces, hvor nogle af vores store traditionelle industrivirksomheder afløses af mange små og mellemstore virksomheder, der arbejder i mange forskellige brancher. Indsatsen i Randers Kommune skal tage højde for denne dynamik og hvor muligt understøtte konkurrenceevne for vores lokale virksomheder.

Byrådet ønsker at skabe 2000 nye jobs i Randers Kommune. Derfor skal kommunen understøtte, at det er attraktivt at drive virksomhed og være iværksætter i Randers samt at Randers Kommune er en offensiv og medspillende aktør i Business Region Aarhus.

Dette er gennemgående i Byrådets vision 2021 og Erhvervspolitikken. Link til vision 2021 og erhvervspolitik ses i boks.

Erhvervspolitik 2015-2017

Randers Byråd har vedtaget Erhvervspolitik 2015-2017, der danner rammen for indsatsen i forhold til erhvervsfremme og jobskabelse. Byrådets erhvervspolitik er defineret af en række tiltag, der skal understøtte rammerne for virksomheder i Randers Kommune. Den indeholder også en række særlige indsatser, hvor byrådet ønsker at skabe resultater.

De lodrette koloner i figuren viser de indsatser, hvor kommunen særligt ønsker at skabe resultater: Digitalisering, industri og iværksættere. De tre vandrette rækker er konkrete tiltag, der skal understøtte rammerne for virksomheder i Randers Kommune.

Erhvervsservice

Randers Kommunes erhvervsservice har til formål at understøtte, at virksomhederne får en kvalificeret og hurtig sagsbehandling. Målet er at endnu flere kender til muligheden og er tilfredse med den oplevede service.

Arbejdskraft

Arbejdskraft er virksomhedernes råstof, og produktiviteten hænger tæt sammen med arbejdskraftens kompetencer. Specielt højtuddannet arbejdskraft har en stor produktivitetseffekt.

Det er byrådets mål, at opkvalificere arbejdskraften, så arbejdsstyrke bliver så kompetent og kvalificeret som muligt og så flere bliver selvforsørgende.

Byrådet vil bl.a. understøtte nye uddannelser i Randers Kommune.

Infrastruktur + Digital

Infrastrukturen er afgørende for at understøtte transport af varer og medarbejdere.

Randers Kommune er forbundet med omverden via et vidtforgrenet vejnet, tog, havn og lufthavn. Infrastrukturen er også blevet digital via fiberbredbånd og den mobile dækning. Begge dele udgør centrale rammevilkår for erhvervslivet.

Målet er at den fysiske infrastruktur effektivt kobler Randers Kommune og den øvrige verden sammen. Den digitale infrastruktur skal være moderne og tidssvarende og sikrer at virksomheder kan anvende nye teknologier. Der skal være en ordentlig mobildækning i 98% af kommunens areal og der skal tilbydes fiberbredbånd til alle, der er interesseret.

Erhvervspolitikkens målsætninger på Infrastruktur og digital infrastruktur er indarbejdet i kommuneplanens øvrige retningslinjer - blandt andet under afsnittet om veje, erhverv, master, byudvikling og udvikling i landsbyer.

Digitalisering

Digitalisering i alle brancher er en generel tendens og har en stor effekt i forhold til produktivitet og konkurrenceevne samt i den service som kommunen kan tilbyde. Målet er at understøtte virksomheders og butikkers digitale udvikling, bl.a. ved uddannelse og et iværksættermiljø for IT-virksomheder.

Industri

Randers Kommune har stadig en styrkeposition indenfor industriproduktion. Målet er at fastholde og skabe nye typer af industriarbejdspladser og at produktiviteten i vores industrivirksomheder årligt stiger med mere end regionsgennemsnittet.

Iværksætteri

I Randers Kommune er der en høj etableringsrate for iværksættere, men en lav overlevelsesrate. Målet er at skabe endnu flere iværksætter og støtte op om de eksisterende blandt andet ved at vejlede med udgangspunkt i iværksætternes reelle ambitioner og udfordringer.

Business Region Aarhus

Randers Kommune er en del af Business Region Aarhus (BRAA), der er et samarbejde mellem Favrskov, Viborg, Hedensted, Horsens, Norddjurs, Odder, Randers, Samsø, Silkeborg, Skanderborg, Syddjurs og Aarhus kommuner. 

Byrådet ønsker at deltage aktivt i den sammenhængende planlægning i business regionen, så planlægningen understøtter og udvikler de enkelte bysamfunds styrker, sikrer en stærk infrastruktur samt attraktive lokaliseringsmuligheder for erhverv med særlige beliggenhedskrav, uddannelsestilbud og bosætning.

Et fælles anliggende for kommunerne i BRAA er bl.a. infrastruktur og kollektiv transport. Den voksende trængsel, ikke mindst omkring Aarhus skaber, trafikproblemer.

Det er en vigtig prioritet for Byrådet, at Randers knyttes stadigt tættere sammen med det østjyske bybånd - ikke mindst Aarhus. I denne indsats er den langsigtede udvikling af letbane mellem Aarhus og Randers et vigtigt element. Derfor har Byrådet valgt at deltage i planlægningen af letbane i Aarhusområdet.

Byudviklingsmulighederne i denne kommuneplan støtter op om en fremtidig letbane til Randers.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk