Mål og retningslinjer / Detailhandel / Randers Bymidte

Randers Bymidte

Byrådet vil:

Udvikle Randers bymidte mod en endnu højere grad af spændende servicefunktioner, klynger af selvstændige butikker med unikke produkter af høj kvalitet og et spændende bymiljø.

Styrke tilgængeligheden for alle trafikarter. Skabe en klar rollefordeling mellem områder for biler, for fodgængere og for alle trafikarter samt etablering af gode cykelparkeringsforhold nær butikslivet.

Koncentrere handelsmiljøet med en blanding af butikker, offentlige funktioner og andre servicefunktioner, så de ligger centralt i bymidten og inden for gåafstand.

Udvikle områderne ved ankerpunkterne (se afsnit om handelsruten nedenfor) som spændende og attraktive ankomstpunkter.

Understøtte byudviklingsprojektet Byen til Vandet ved at give mulighed for butikker på den inderste del af Pieren.

At dagligvarebutikker skaber et stort dagligt kundeflow og er med til at styrke bymidtens bosætningskvaliteter.

At aktive pladser på centrale steder er med til at skabe bylivet. I større byer som Randers er restaurationer, sundhedstilbud mv. også med til at skabe liv og attraktion. Aktiviteter i byens rum skal tænkes sammen med butikkerne og parkeringspladserne, så der skabes et synligt byliv centralt i byen. Der kan arbejdes med at udvikle byrum med forskellige karakterer for at understøtte et områdes særlige identitet.

Indgå i en konstruktiv dialog med detailhandlens parter om behovene og potentialerne. Det er afgørende, at detailhandlen driver indsatsen. Det kan eksempelvis være afholdelse af lokale madmarkeder eller andre events, markedsføring af byens potentialer i forhold til nye tilflyttere eller alternative anvendelser af de tomme butikslokaler.

Randers bymidte er kommunens centrum, og en levende bymidte er vigtig for hele kommunens attraktivitet. Det er byrådets ambition, at styrke bymidten som kommunens vigtigste butiks- og servicecenter.

Styrke "Handelsruten" i midtbyen.

Midtbyens detailhandelsudvikling skal foregå med udgangspunkt i handelsruten, der går gennem den gamle middelalderby.

Kort fra Plan09-projekt: Detailhandel og bymidtestrategier. De blå ankerpunkter i Randers Midtby er Rutebilstationen, Slotscenter, Rådhustorvet og hjørnet af Torvegade/Middelgade.

Når man ankommer til Randers bymidte, er det vigtigt, at man med det samme kan finde vej til handelsruten, markeret med rød streg på kort. Herefter skal man kunne gå fra butik til butik og til sidst ende tilbage ved udgangspunktet. Den ideelle gågade er en rundgang, hvilket er det princip, der genfindes i mange store shoppingcentre. Randers midtby har en handelsrute, der netop giver denne rundgang. At styrke handelsruten er det vigtigste element i Randers bymidtes udvikling. Det er vigtigt, at bykernens arkitektoniske og historiske kvaliteter bevares, også når der bygges nyt.

Byrådet vil understøtte en planlægning, hvor bymidten i første omgang styrkes ved at koncentrere og vitalisere, frem for at udvide afgrænsningen.

  • Det fremgår af byrådets Vision 2021, at byrådet ønsker, at Sløjfen i 2021 skal være lukket for almindelig biltrafik for at understøtte bylivet og butiksmiljøet.
  • Der skal løbende arbejdes for en forskønnelse af handelsruten.
  • Byrådet vil gennem planlægningen understøtte mulighederne for at etablere 2 større udvalgsvarebutikker i bymidten, der kan styrke butiksmiljøet omkring gågaderne bedst muligt.

Byrådet vil som udgangspunkt prioritere placeringer, der kan understøtte butiksmiljøet omkring gågaderne bedst muligt. Med deres tiltrækningskraft skaber disse butikker et kundeunderlag for alle butikker langs handelsruten. De mest egnede interessante placeringer er de såkaldte hotspots / ankerpunkter ved Rutebilstation, Slotscenter, Randers Midtpunkt, Rådhustorvet og hjørnet af Torvegade/ Middelgade.

Disse placeringer er velegnede for butikker med en stor tiltrækningskraft i hele byens opland. Det kan blandt andet være visse større udvalgsvarebutikker.

På disse placeringer, er der naturligvis en øvre grænse for, hvor store butikkerne rent praktisk kan blive. Ligesom det ikke er alle typer af større udvalgsvarebutikker, der er velegnede til placering langs handelsruten af hensyn til vareafhentning, varetyper mv. Andre placeringer kan derfor komme på tale, hvis de i øvrigt tilgodeser byrådets strategi for bymidtens udvikling. Det kunne for eksempel være på Thors Bakke, Slagterigrunden eller arealer inden for "Byen til Vandet".

Retningslinjer:

Bm. 1

Der fastlægges en restrummelighed på 25.000 m2 til butiksformål i Randers bymidte, hvorved den samlede ramme kommer op på 79.600 m2, som vist i Tabel.

Redegørelse

Det er byrådets ambition at styrke Randers bymidte som kommunens vigtigste butiks- og servicecenter. Bymidten er kommunens centrum, og en levende bymidte er vigtig for hele kommunens attraktivitet. For at sikre dette er det vigtigt, at der er et levende handelsmiljø og derfor er bymidten første prioritet, når det handler om placering af ny detailhandel.

Der er i 2016 ca. 160 butikker i Randers bymidte, med et samlet areal på ca. 54.600 m2. Samlet er der med kommuneplanen mulighed for 79.600 m2, dvs. at der bl.a. kan være mulighed for et nyt overdækket butikscenter og op til 2 nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2.

Bm. 2

I Randers bymidte kan der efter planloven maksimalt planlægges for butikker med et bruttoetageareal for de enkelte butikker, på op til 3.500 m² for dagligvarebutikker og 2.000 m² for udvalgsvarebutikker. De maksimale butiksstørrelser i de enkelte rammeområder i bymidten er angivet i Tabel.

Redegørelse

Den maksimale butiksstørrelser i bymidterne er reguleret i planloven. Byrådet kan begrænse størrelserne yderligere i de enkelte rammer.

Bm. 3

Udover de almindelige udvalgsvarebutikker, kan der i planperioden udvides eller etableres op til to nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m² i Randers bymidte. De store udvalgsvarebutikker skal understøtte det eksisterende handelsmiljø i bymidten og skal derfor placeres i sammenhæng med handelsruten.

Redegørelse

Planlægningen af udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 kræver kommuneplantillæg, idet det samtidig sikres, at det samlede antal af nye udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2 ikke overstiger to i planperioden efter planlovens bestemmelser.

Når der i bymidten kan placeres så store butikker hænger det sammen med ønsket om, at etablere et butikscenter, der kan supplere og styrke bymidtens øvrige handels- og byliv. Det er tanken, at de store butikker kan tiltrække kunder, der også vil benytte sig af de øvrige tilbud i bymidten. Bymidten er godt trafikalt forsynet med offentlig transport og de store butikker vil her have en god tilgængelighed for både gående og cyklende. Der vil i forbindelse med eventuelt anlæg af butikscenter kunne indarbejdes tilstrækkeligt med parkeringspladser.

Bm. 4

Der kan planlægges for et overdækket butikscenter i Randers bymidte. Ved planlægning for et butikscenter skal sammenkoblingen til de primære handelsgader i bymidten tillægges særlig stor vægt. Det skal tilsigtes, at et nyt butikscenter ved placering, størrelse eller udformning ikke medvirker til, at der opstår et nyt center i bymidten.

Redegørelse

Byrådet stiller en række krav til et sådant center:

  • Der skal være direkte adgang fra gågaden / handelsruten til centret, så centret kan styrke den samlede detailhandel i byen.
  • Centret skal styrke byens samlede parkeringstilbud.
  • Centret skal være et naturligt springbræt til udviklingen af de indre havnearealer og sammentænkes med Byen til Vandet.
  • Centret skal tænkes sammen med en moderne busterminal.
  • Centret skal tænkes sammen med Slotscentret og Randers Midtpunkt.

Forbrugernes indkøbsvaner er under stadig forandring. Pendlingen øges især til de større byer. Der stilles store krav til et bredt vareudbud, både indenfor udvalgsvarer og dagligvarer, samtidig med at prisen skal være attraktiv. For at understøtte bymidtens udvikling, vil Byrådet planlægge et større, overdækket butikscenter. Der vil være mulighed for at anlægge én større dagligvarebutik (på op til 3.500 m2) i tilknytning til centret.

Hvis butikscenteret etableres på Rutebilstationens arealer, vil den med sin placering blive et af ankerpunkterne for bymidten og vil også med den rette udformning kunne bidrage til at sammenbinde handelsruten med de indre havnearealer og bringe Byen til Vandet.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk