Mål og retningslinjer / Randers midtby

Randers midtby

Byrådet vil:

At projekt ”Byen til Vandet” har udviklet en helt ny Randers midtby, hvor middelalderbyen, åen og fjorden opleves som et hele.

Styrke handelslivet.

Fortætte Randers by, og øge antallet af boliger i Randers midtby blandt andet for at styrke det lokale kundegrundlag.

Skabe synligt byliv centralt i  Randers midtby ved at udvikle byrum med forskellige karakterer og identiteter.

Værne om Randers midtbys arkitektoniske og historiske kvaliteter også når der bygges nyt.

Randers by er Danmarks 6. største by og byder på et driftigt handelsliv, hyggelige handelsgader og huser samtidig rigtig mange arbejdspladser, uddannelser og servicefunktioner. Byen er et socialt og kulturelt mødested - et kraftcenter og en katalysator for udvikling og vækst i hele Randers Kommune.

Randers midtby er et spændende og centralt sted at bo og en vigtig del af Byrådets vision2021, er at omdanne Randers midtby til et endnu mere attraktivt sted at bo, arbejde og studere Det skal ske både som fortætning i den eksisterende by og som omdannelse af tidligere erhvervsarealer til bolig og andre byfunktioner. Her spiller særligt det ambitiøse byudviklingsprojekt ”Byen til Vandet” en stor og vigtig rolle.

”Byen til Vandet” skal binde by, å og fjord bedre sammen og gøre Randers by endnu mere attraktiv. Samtidig er det et infrastrukturprojekt, der skal løse trængselsproblemerne ved Randers bro og et klimatilpasningsprojekt, der skal sikre byen mod de fremtidige vandstandsstigninger og eventuelle stormfloder. Der skabes attraktive byrum med mulighed for at komme helt tæt på naturen og vandet – to af de helt store og unikke kvaliteter ved Randers midtby og projektet rummer store muligheder for at tiltrække bosætning og liberalt erhverv.

Omdannelsen af Randers Havn er et vigtigt led i byens åbning mod vandet. Omdannelsen af de indre havnearealer igangsættes først og derefter vil omdannelsen ske gradvist over en lang årrække, efterhånden som den nye havn etableres og havneaktiviteterne flyttes ud. Det samlede projekt er langsigtet, sandsynligvis mere end 20–30 år.

For at styrke Randers midtbys udvikling og det attraktive handelsmiljø vil byrådet arbejde for et større butikscenter i tilknytning til de eksisterende handelsgader.

Fra centret skal der være direkte adgang til gågaden, så centret kan styrke den samlede detailhandel i byen. Det skal tænkes sammen med Slotscentret og Randers Midtpunkt samt en moderne busterminal og en øget parkeringskapacitet i midtbyen. Endeligt skal et fremtidigt butikscenter være et naturligt springbræt til udviklingen af de indre havnearealer og sammentænkes med ”Byen til Vandet”.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk