Bybeskrivelser / Randers / Ydervang/Vestervang

Ydervang/Vestervang


Ydervang/Vestervang består af kvarterne Helsted, Vestervang og Ydervang.

Helsted

Helsted er et parcelhusområde bygget i 1970erne omkring den gamle landsby. Området er næsten udbygget. Området er velforsynet med grønne arealer.

Mellem Myntevej og Oust Møllevej er der et stort sammenhængende grønt område, bestående af landbrugsarealer og et naturområde. Nærmest boligerne er der rekreative arealer med boldbaner.

Langs motorvejen ved Myntevej ligger et mindre erhvervsområde med en enkelt stor virksomhed og enkelte servicevirksomheder.

Parcelhuskvarteret ved Oust Møllevej

Et stort parcelhusområde, hovedsagelig bygget i 1960erne og 1970erne. I området ligger et større parkareal, som former en grøn kile ind i villaområdet. Der er stiforbindelse fra naturområderne i bydelens sydvestlige del, der passerer Kærsmindebadet, Hobrovej og fører videre til boligområdet på den østlige side af Gl. Hobrovej. Nærmest Ringboulevarden og Hobrovej er der som erstatning for dele af en rækkehusbebyggelse fra 1960erne opført ny bebyggelse med tæt-lav karakter. Randers Stadion er beliggende i delområdets sydligste del.

Området mellem Hobrovej og Gl. Hobrovej.

Et udpræget boligkvarter hvor stort set alle boligformer er repræsenteret. I den sydlige del er der parcelhuse opført sidst i 1960erne og 1970erne og en almennyttig blok- og rækkehusbebyggelse. I området findes en række børneinstitutioner. Der er kun få dagligvarebutikker tilbage i området. I delområdets nordlige del ligger boligkvarteret "Fiskergården" med parcelhuse og rækkehuse. Mellem "Helstedgård" og "Fiskergården" ligger et større sammenhængende grønt og rekreativt areal, som ikke må bebygges. Nordøst for "Fiskergården", på områdets højeste punkt, ligger Enghøj kirke. Området som helhed trænger ikke til større indgreb eller reguleringer.

Området mellem Gl. Hobrovej og Skelvangsvej

Området er, som delområde i et boligkvarter overvejende med parcelhuse, opført sidst i 1960'erne og 1970'erne. I et mindre område ved Skelvangsvej findes en blokbebyggelse med private udlejningsboliger og ejerlejligheder. Området trænger som helhed ikke til større indgreb eller reguleringer.

Området mellem Skelvangsvej og Mariagervej

Boligerne i områdets sydlige del består af parcelhuse opført i 1970erne og 1980erne, samt tæt-lave boligbebyggelser, primært i form af rækkehuse. De tæt-lave bebyggelser indeholder både almennyttige boliger og ejerboliger. Der er ikke behov for større ændringer eller reguleringer i området.

Området nord for Nordskellet

Der er ved denne kommuneplan planlagt for et større boligområde nord for Nordskellet. Området kan anvendes til blandet boliger i form af tæt-lav og åben-lav bebyggelse.

Erhvervsbyggeri

I Ydervang er de eksisterende erhvervsområder i den østlige del stort set udbygget. Der er ikke planer om at udlægge flere arealer til erhverv i bydelen. En del af erhvervsområderne og de blandede bolig og erhvervsområder i bydelen ligger i område med særlige drikkevandsinteresser. Det betyder, at der er skærpet godkendelsesprocedure i forbindelse med etablering af nye virksomheder.

Vestervang i en sammenhæng

De grønne områder

Naturen og de landskabelige træk er vigtige parametre, der skal tages hensyn til. De eksisterende landbrugsområder i bydelen, som markerer overgangszonen mellem den åbne og den tætte bystruktur skal sikres. De eksisterende plantebælter langs Mariagervej bør bevares og udbygges. Bydelen er velforsynet med grønne områder. Den grønne kile bestående af et naturområde og landbrugsarealer nærmest Hobrovej markerer overgangen mellem den mere åbne by omkring Helsted og den mere bymæssige bebyggelse syd for Helsted.

Det rekreative område, der kiler sig ind mellem boligområderne ved Enghøj, skaber sammen med arealerne syd for Hobrovej overgang mellem den åbne plan i boligområder-ne og den mere tætte bystruktur syd for Enghøj. Langs Mariagervej er der et grønt bælte med beplantning, som også fremover skal bevares og udbygges, for at fastholde en overgangszone til erhvervsarealerne.

Infrastruktur, indfaldsveje

Mariagervej, Hobrovej, Ringboulevarden og Vester Boulevard er indfaldsveje til Randers og udgør nogle af de stærkest trafikerede vejstrækninger i byen. Bygninger og rum langs vejstrækningerne har stor betydning for oplevelsen af gaderummet.

Derfor skal lokalplaner, der omfatter arealer grænsende op til indfaldsvejene, omhandle skiltning, beplantning, belysning, mv. med formålet at skabe et harmonisk bybillede.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk