Bybeskrivelser / Randers / Vorup/Kristrup

Vorup/Kristrup


Vorup og Kristrup ud gør den mest bynære del af Randers by syd for Gudenåen og Fjorden. Her er tæt adgang til alle byfunktionerne i Randers midtby.

Vorup/Kristrup kan opdeles i flere underområder der beskrives herunder:

Vorup enge

Engarealerne ned til Gudenåen ligger som store naturområder med stor rekreativ værdi for beboerne i Randers.

køer

Udsigt fra Vorup Enge ind mod bykernen.

Området omkring Kærgade og Tebbestrupvej

Området er stort set udbygget. Omkring Kærgade er der en meget blandet bebyggelse med mange erhvervs- og håndværksvirksomheder og en hel del forskellige boliger.

Omkring Tebbestrupvej strækker sig et større villakvarter med en bebyggelse opført over en længere årrække. Skovlundområdet, beliggende nord for jernbanen, består af et kolonihaveområde og et villaområde.

Området ved Bøsbrovej

Bøsbrovej er Vorups gamle hovedgade. I den nordlige ende ligger de fleste butikker, institutioner, posthus og en hel del etageboliger. Mod syd tynder intensiteten ud med erhvervsområdet på vestsiden og kanten af det store villaområde på østsiden af Bøsbrovej.

Villaområdet

Det store villaområde mellem Bøsbrovej og Århusvej. Fra Løgstørvej i nord til Hammelvej i syd strækker der sig et stort villaområde. Området indeholder desuden  Søndermarksskolen, en kirke og sognegård med tilhørende kirkegård, samt et mindre erhvervsområde vest for Århusvej. Der er udarbejdet lokalplan for den tidligere Vorup Skole som giver mulighed for at omdanne skolen til etageboliger samt opføre boliger på en del af de tidligere idrætsarealer.

Det gamle Kristrup

Det gamle Kristrup ligger omkring Kristrupvej, der er områdets hovedgade og forbindelsesvej til Randers bymidte. Her ligger den tidligere landsby med kirken i syd og Kristrup torv centralt placeret med butikker og banker. Bagved ligger almennyttigt boligbyggeri med Kristrup skole, bibliotek, plejehjem, ældreboliger, frikirke, varmecentral, daginstitutioner og flere butikker, og længere inde ad Kristrupvej de ældre villaer fra 1930erne og frem, samt et lille tilløb til et "brokvarter" ved udmundingen i Århusvej. De fleste bygninger i området er opført i perioden fra århundredeskiftet og frem til midt i 1960erne. Der mangler grønne arealer.

Boligkvarterer og erhvervsområder omkring Tirsdalen

De nyere boligkvarterer ligger syd for Kristrup og rummer erhvervsområdet i trekanten mellem Århusvej og Hammelsvej, parcelhuse, almennyttige tæt-lav- og etageboliger, det grønne område Tirsdalen, plejehjem, Tirsdalens skole og erhvervsområdet mellem Clausholmvej og Grenåvej mod sydøst. Dette kvarter er udbygget fra midten af 1960erne og frem til slutningen af 1980erne. Der er kun meget begrænsede muligheder for nybyggeri på enkelte ledige arealer samt i erhvervsområdet. Vorup og Kristrup er stort set udbygget.

Vorup og Kristrup i en sammenhæng

De grønne områder

Den bymæssige del af Vorup er underforsynet med grønne områder. Det grønne område ved Kærgade og Høvejen er det eneste grønne friareal, der ligger inde i Vorup. En del af området er en fredet kirkegård, der er registreret som fortidsminde. Vorup enge er et stort naturareal beliggende ved Gudenåen med mange rekreative værdier for indbyggerne i Randers.

Infrastruktur, indfaldsveje

Århusvej er en af indfaldsvejene til Randers, og en af de stærkest trafikerede vejstrækninger i byen. Bygningerne og rummene langs med vejstrækningen har stor betydning for oplevelsen af vejrummet.

Der er reserveret areal til vej nord for og vest for.

Tekniske anlæg

Centralrenseanlægget ved Kristrup Engvej vil fortsat spille en afgørende rolle i rensningen af spildevandet fra størstedelen af Randers.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk