Bybeskrivelser / Randers / Sdr. Borup

Sdr. Borup


Landskabet i Sdr. Borup er som det øvrige landskab i kommunen præget af bakkede moræneflader. Inden for området er der flere områder af stor rekreativ værdi, blandt andet Haslund Skov, skoven ved Karlslund, Ølst Bakker og skoven øst for Askildrup.

Sdr. Borup ligger i kommunens sydvestlige hjørne. Området afgrænses mod nord af Haslund-området, mod øst af motorvejen og mod syd og vest af kommunegrænsen til Favrskov kommune. Området omfatter landsbyen Sdr. Borup.

Bydelen kan opdeles i 6 delområder med hver sine karakteristika:

  1. Erhvervsområdet ved Stålvej. (Trekantområdet)
  2. Erhvervsområdet Frederiksdalvej.
  3. Den grønne kile langs Haslund Klostervej.
  4. Landsbyen Sdr. Borup og erhvervsområderne langs Motorvej E45.
  5. Området vest for Karlsbergvej.
  6. Rødekrat og Karlslund skov.

Erhvervsområdet ved Stålvej

Området er et udbygget erhvervsområde, hvor hovedparten af bygningerne er fra 1980´erne. Området er udbygget efter Byplanvedtægt 37/Lokalplan 111, og planlagte veje og stier er etableret.

Området forekommer noget rodet, når man kører igennem. Det skyldes dels bygningernes svingende arkitektoniske kvalitet, dels den vidt forskellige måde virksomhederne behandler deres udearealer på. En opstramning af den gennemgående Stålvejs profil samt en forskønnelse af virksomhedernes forarealer vil øge områdets kvalitet.

Erhvervsområdet Frederiksdalvej

Området er omfattet af lokalplanerne: 271 (218) Frederiksdalvej, 1. etape, 240 – Fredriksdalsvej, 2. etape, 501 Frederiksdalsvej 3. og 4. etape. Området er i dag fuldt udbygget for så vidt angår 1. og 2. etape. 3. etape er godt på vej, mens der stadig er en del ledige arealer i etape 4. I området ligger en lang række større virksomheder.

Frederiksdalsvej.

Den grønne kile

Mellem landsbyen Haslund og de store erhvervsområder omkring Sdr. Borup ligger den grønne landsskabskile. Kilen er en del af den grønne strukturring omkring Randers, som er med til at give grønne åndehuller i byen.

Sdr. Borup

Landsbyen består af et mindre antal enfamiliehuse og et par landbrugsejendomme. Bebyggelsen ligger omkring Nordtoften og Sdr. Borupvej. Afstanden til Søndermarksskolen er ca. 4,5 km, og til nærmeste indkøbsmulighed i Paderupcentret er der ca.3 km. Landsbyen er beskrevet nærmere i landsbyregistreringen for kommunens landsbyer. Se nedenfor.

Området vest for Karlsbergvej

Området er i dag i landbrugsmæssig drift.

Rødekrat og Karlslund skov

Området ligger i vest for Århusvej og består af landbrugsarealer og Karlslund skov.

Sammenfatning for Sdr. Borup

Sdr. Borup ligger i et vidtstrakt landskab, der omkring landsbyen er udpeget til fremtidig byvækst.
Sdr. Borup påvirkes kraftigt af industriudviklingen nord og syd for landsbyen. 

Sdr. Borup har flere velbevarede træk som f.eks. gårdenes placering og gadekæret, som er et gammelt fælles vandingshul.  Der er dog ikke bygninger af høj bevaringsværdi.

Planer for Sdr. Borup

Nye Erhvervsområder

I Sdr. Borup er der udlagt et stort erhvervsområde omfattet af lokalplan 523. Området er beliggende syd for Sdr. Borup mellem Gl. Århusvej og Hadstenvej og er under udbygning. Vest for Hadstenvej ligger Trifolium og Carlsberg teglværk. Området vest for Hadstenvej har betegnelsen 1.10.E.2 og er fjerde etape, der er omfattet af lokalplan nr. 501 Frederiksdalvej, 3 og 4. etape.

Når eksisterende erhvervsområder er ved at være udbygget er det muligt at planlægge for nye vest for Sdr. Borup.

Ølst Bakker og Grøde Bæk

I to områder i Ølst Bakker samt et område ved Grøde Bæk ved kommunegrænsen mod Favrskov er udpeget som beskyttede naturtyper. Det vil sige, at der her er en skærpet målsætning for, hvad området må anvendes til, og hvilke hensyn, der skal tages.

I et sådant område gives kun tilladelse til indgreb, som understøtter naturtypekvaliteten. Kommunen har pligt til at støtte plejeforanstaltninger, herunder medvirken til eventuel økonomisk støtte.

Askildrup Bæk

Flere arealer i omdrift (arealer, der dyrkes landbrugsmæssigt) omkring Askildrup Bæk, nord for Ølst Bakker, er i planen udpeget som områder, som især vil kunne bidrage til at øge naturindholdet i landskabet.

Haslund Skov og Karlslund Skov

Randers Kommune er regionens mest skovfattige, men har til gengæld en af de mest spændende skove i regionen. Det er den fredede Haslund Skov på grænsen mellem Langå og Randers kommuner. I området findes også Karlslund Skov. Begge skove er tilgængelige for offentligheden og beskyttet af Naturfredningslovens 300 m beskyttelseslinjer.

Oprindeligt landsbymiljø

I bybeskrivelserne for Sdr. Borup og i Randers Kommunes Landsbyregistrering er der uddybende beskrivelser af landsbyernes kvaliteter og sårbarheder, som byudviklingen bør tage hensyn til. Se bybeskrivelsen for landsbyen Sdr. Borup.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk