Bybeskrivelser / Randers / Romalt

Romalt


Romalt er attraktivt beliggende tæt på Randers by og fjord. Landskabeligt set består bydelen af tre områder med hver sin karakter: 1 Landsbyen Neder Romalt, beliggende i en dal, adskilt fra de nyere boligområder, 2 Boligområdet på de højtliggende arealer, der også rummer Romalts bydelscenter med service og butikker, og 3 Det rekreative naturområde, der afgrænses af Randers fjord mod nord, hvoraf Romalt enge udgør hovedparten.

Landsbyen Neder Romalt

Neder Romalt er den oprindelige del af Romalt og består i dag af enkelte gårde og primært længehuse placeret tæt ud til gaden. Landsbyen har ikke ændret sig væsentligt siden byudviklingen i Romalt tog fart i 1970erne, fordi byrådet har været tilbageholdende med at anbefale nybyggeri og få lodsejere har ønsket at udstykke til bebyggelse. I 2006 er der udarbejdet en lokalplan, der blandt andet skal sikre Neder Romalts klare afgrænsning og friholde arealerne op til landsbyen.

neder romalt

I Neder Romalt findes stadig det oprindelige landsbymiljø.

Boligområdet

De bebyggede, højtliggende arealer rummer bydelens boligområder og bydelscenter ved Romalt Boulevard. Boligområdet består af flere parcelhuskvarterer blandet med tæt-lav bebyggelse, opført fra 1960erne til i dag. Hjortekvarteret nærmest Kristrup er udbygget fra 1960-1974 som et traditionelt parcelhusområde uden fælles friarealer. Ved planlægning af de tilstødende boligområder er der givet mulighed for adgang til grønne arealer via nye stier. Mariesminde og Spjalshøj, mellem Grenåvej og Neder Romalt, er fuldt udbygget og velforsynet med grønne områder. De senest lokalplanlagte boligområde Lindholt 2, mellem Romalt Boulevard og Grenåvej, er endnu ikke udbygget.

Det rekreative naturområde og aktivitetsområdet i Romalt bakker.

Det rekreative område strækker sig over de skovklædte Romalt Bakker til Romalt enge ved fjorden. I området ligger også kolonihaveområdet Romalthaverne og tekniske anlæg. De tekniske anlæg er spulefelter til opspuling af slam ved uddybning af fjorden, centralrense-anlægget ved Kristrup Engvej og den kontrollerede losseplads. Spulefelterne og lossepladsen vil blive omdannet til rekreative arealer i takt med, at de opfyldes.

Romalt bakker er et værdifuldt rekreativt område for bydelens mange beboere. På de kommunale arealer i områdets vestlige del er der etableret et aktivitetsområde med blandt andet forhindringsbane, 4-crossbane, kælkebakke, klatretårn, bålplads, shelter og toilet.

Bydelscentret ved Romalt Boulevard

Romalt har et afgrænset bydelscenter til detailhandel ved Romalt Boulevard. Her kan bydelens dagligvareforretning, enkelte mindre detailhandelsforretninger og Romalt aktivitetshal med idræts-faciliteter, kultur- og forsamlingshus ligge.

Planer for Romalt

Romalt er et af kommunens udviklingsområder, planlagt primært til boligformål. Der er også arealer til service og erhverv, og det kan være relevant at vurdere mulighederne for mindre almene byggerier. Planen for Romalt tager sigte på at sikre den fortsatte byudvikling på de arealer, der allerede er udlagt i kommuneplanen. Det store areal syd for fjorden er reserveret til udvidelse af Randers Havn, og arealet mod øst ved Neder Romalt åbner mulighed for et fremtidigt boligområde.

Byudviklingsområder

De senest lokalplanlagte boligområder, Lindholdt 1 og 2, er beliggende mellem Romalt Boulevard og Grenåvej. En del af Lindholdt 1 er udbygget, mens anden etape, Lindholdt 2, er byggemodnet men endnu ikke udbygget. Lokalplanen for Lindholdt 2 giver mulighed for op til 237 nye boliger i forlængelse af Lindholdt 1 mod øst. Når hele området er fuldt udbygget vil der blive skabt en bymæssig sammenhæng mellem boligområderne nord og øst for Romalt Boulevard.

Byggemodning af boligområderne ved Lindholdt.

Fremtidige naturområder

Engarealerne nord for Kristrup Engvej er værdifulde rekreative arealer, der hverken må bebygges eller springe i skov. Naturområderne omfatter dele af Romalt enge, en del af Romalt bakker og et areal øst for Neder Romalt. De fremtidige naturområder omfatter resten af Romalt enge og arealer øst for Egehøj ved DAKA, der i dag dyrkes landbrugsmæssigt.

Arealet mellem Grenåvej, Romalt Boulevard og Mariesmindevej og et landbrugsareal øst for Neder Romalt er udpeget til landbrugsområde med rekreativ interesse. Arealerne er vigtige for etableringen af en planlagt grøn forbindelse, der skal sikre sammenhæng i de rekreative arealer omkring Randers by. Det er derfor vigtigt, at disse arealer ikke bebygges.

Efter endt anvendelse vil også spulefelterne ved fjorden og lossepladsen ved Kristrup Engvej overgå til rekreative formål.

Romalt i en sammenhæng

Romalt er attraktiv til bosætning på grund af beliggenheden tæt på Randers by og fjord. Placeringen på skrænterne over fjorden begunstiger Romalt med et varieret landskab, der flere steder opleves i stort format med udsigt til engene.

Infrastruktur

De fleste overordnede veje og stier i Romalt er anlagt. Romalt Boulevard er hovedfærdsels-åren, der via sideveje betjener boligområderne. I planlægningen af boligområderne er der lagt vægt på at begrænse gennemkørende trafik, og der er etableret en cykel- og gangbro over Romalt Boulevard til det fremtidige grønne område på kontrollerede losseplads.

Romalt grænser op til Grenåvej, der er indfaldsvej til Randers og en af de stærkest trafikerede vejstrækninger i byen. Bygningerne og arealerne langs vejstrækningen har stor betydning for oplevelsen af vejrummet, og der er fokus på at forskønne indfaldsvejene.

Arealreservationen til Østbrolinien gennem lossepladsen og naturområdet fastholdes.

Arkitektur og bevaring i Romalt

Landsbyen Neder Romalt

Neder Romalt har ikke ændret sig væsentligt siden byudviklingen i Romalt tog fart og fremstår derfor velbevaret. Landsbyen og de omgivende boligområder adskilles af dyrkede marker, som resultat af en bevidst planlægning. I 2006 er der udarbejdet en lokalplan for at sikre landsbyens karakter, værdifuld beplantning og klare afgrænsning mod det åbne land. Landsbyen og de omkringliggende landbrugsarealer skal fortsat sikres mod egentlig byvækst. Neder Romalt bevares i landzone.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk