Bybeskrivelser / Randers / Paderup og Randers syd

Paderup og Randers syd


Boligområdet i Paderup indeholder et meget varieret udbud af boliger med forskellige ejerformer. Boligerne er bygget fra slutningen af 1980´erne og frem til i dag. Bydelen er velforsynet med rekreative områder og er karakteriseret ved et smuk og varieret landskab, hvori Paderup Mose og dalstrøget omkring Brusgård Møllebæk indgår.

Et af de nyere boligområder i Paderup er området ved Dionevej og Afroditevej.

Service, butikker og uddannelse

Serviceområdet i Paderup omfatter arealer udlagt til offentlig og privat service. Det vil sige arealer til kontor, handel, institutioner, skoler og uddannelse. Områderne til handel og kontor ligger mellem Århusvej og Merkurvej samt langs Paderup Boulevard. Bortset fra området ved Neptunvej er de nævnte områder udbygget. Paderup er velfungerende med generelt gode vej- og stiforbindelser. Bydelen fastholdes som aflastningscenter for bykernen.

Langs den nordlige del af Minervavej og ved gymnasiet på Apollovej ligger de områder, som er udlagt til uddannelsesområde og ubestemte offentlige formål. Her ligger bl.a. Paderup Gymnasium, Social- og sundhedsskolen og Handelsskolen, som alle betjener et større opland end Randers Kommune.

Ny bæredygtig bydel i Randers syd

Boligområderne i Paderup er ved at være udbygget. Derfor planlægges en helt ny bydel ved Munkdrup og langs Clausholmvej. Byudviklingen i forlængelse af den eksisterende Randers by mod syd er en naturlig følge af infrastrukturen omkring motorvej E45 og Ringvej Syd, her ligger de nye byudviklingsområder optimalt. Centerområderne og uddannelsesinstitutionerne i Paderup giver god mulighed for at understøtte nye boligområder med indkøbsmuligheder, skoler mv. Samtidig byder området syd for Paderup på store rekreative naturområder langs ådalen, hvilket gør arealet attraktivt til bolig- og fritidsformål.

I principplanen for Randers syd, er der lagt stor vægt på at indpasse byudviklingsområderne til eksisterende natur- og landskabsforhold med fokus på beskyttelse af de rekreative værdier. Alle eksisterende beskyttelseslinier, fredninger og landskabelige sammenhænge er lagt til grund for planlægningen i området. Det er således kun de tiloversblivende landbrugsarealer, hvorpå der ikke ligger bindinger, som er inddraget til byudvikling. Der er endvidere lagt store rekreative grønne områder ind imellem de planlagte arealer til byudvikling.

En af de bærende tanker for byudviklingen af områderne ved Munkdrup er, at de nye arealudlæg til boligformål skal ske med særlig bæredygtig byudvikling for øje, og at der skal gives lige så meget natur tilbage, som det, der inddrages. Det betyder, at der ved lokalplanlægning skal sættes særlige betingelser for bebyggelsens art, omfang og udformning, så der sikres fokus på bæredygtighed og miljøvenlighed, så det bliver en grøn bydel, gerne med eksperimenterende boligformer. Den første etape ved Landsbyen Munkdrup er byggemodnet og klar til udbygning. En del af arealerne ud mod Clausholmvej ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

Mose, dalstrøg og herregårdslandskab

Området indeholder nogle af de smukkeste og mest varierede landskabstræk i Randers Kommune. Mod nord fra Paderup mose er området karakteriseret af landskabets intime skala med bløde bakker og små lunde. Mellem Munkdrup og Stånum åbner landskabet sig og bliver til det helt specielle landskabsrum, som dalstrøget omkring Brusgård Møllebæk udgør. Og endelig, længst mod syd, ændres karakteren til et markant "herregårdslandskab". Området er således rigt på rekreative værdier af betydning for hele kommunen.

Paderup mose er et naturskønt område med stor rekreativ værdi. Området er også meget sårbart, og det er derfor vigtigt, at udnyttelsen bliver skånsom over for planter og dyr. Randers Kommune ønsker ved skånsom naturpleje at sikre Paderup mose som rekreativt område.

Infrastruktur

Det overordnede vej- og stinet i Paderup er generelt velfungerende. Der er anlagt tunneller under Paderup Boulevard og Hammelvej i forbindelse med hovedstinettet, således at skolevejen til Tirsdalens Skole og cykelruten til midtbyen kan foregå trygt. Der er dog stadig nogle steder i området brug for fortove og supplerende cykelstier til at binde stinettet sammen. Ringvej syd er åbnet i 2014 og sikrer forbindelse fra E45 til Paderup.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk