Bybeskrivelser / Randers / Dronningborg

Dronningborg


Dronningborg omfatter i store træk arealerne fra Ladegårdsbækken og mod øst til det åbne land.

Det samlede område kan opdeles i følgende 7 områder:

  1. Dronningborg.
  2. Boligområdet vest for Dronningborg Bykerne ved Dronningborg Boulevard og Rismøllegade.
  3. Boligområdet øst for Dronningborg Bykerne på sydsiden af Udbyhøjvej.
  4. Erhvervsområdet omkring Toldbodgade/Nyholmsvej.
  5. Området øst for bykernen mellem Udbyhøjvej og Dronningborg Skov/Rismøllebækken.
  6. Området mellem byen og bredningen.
  7. Området vest for Dronningborg Skov til Jomfruløkken.

1.   Dronningborg

Dette område er i sin sammensætning meget forskelligartet. Tyngdepunktet i Dronningborg ligger ved krydset mellem Udbyhøjvej og Dronningborg Boulevard/Tjærbyvej. Her ligger de fleste af områdets butikker og den øvrige service.

Det er også i dette område, at Bydelscenter Dronningborg er placeret. Området omfatter herudover også den nærmeste del af Dronningborg Boulevard, Teglvej samt den inderste del af Tjærbyvej. Området er stort set fuldt udbygget.

dronningborg

Bydelscenteret i Dronningborg med et udvalg af butikker og service.

2.   Boligområdet vest for Dronningborg Bykerne ved Dronningborg Boulevard og Rismøllegade

Dette område består af to typer boliger. Etageboligområdet nord for Dronningborg Boulevard og villakvartererne henholdsvis syd for Dronningborg Boulevard og nord for Rismølleskolen.

Etageboligområdet består af ejendomme fra henholdsvis 1950erne og 80erne. Denne del er fuldt udbygget. Villakvarteret syd for Dronningborg Boulevard er ligeledes fuldt udbygget. En stor del af dette område er opført i 70erne, men husenes alder øges, jo nærmere man kommer Dronningborg bykerne.

På Bjellerup Allé og Egholmsvej er de ældste huse fra omkring 1920. Nord for Rismølleskolen ligger et nyere villakvarter, hvor de fleste huse er opført i 70erne, men hvor der stadig er enkelte ledige grunde i en nyere udstykning. Der er i kommuneplanen givet mulighed for et nyt boligområde under forudsætning af at Ringboulevarden forlænges.

3.   Boligområdet øst for Dronningborg Bykerne på sydsiden af Udbyhøjvej

Dette villaområde aftager aldersmæssigt, jo længere man fjerner sig fra bykernen mod øst. De første dele af området er opført omkring år 1900 og de nyeste op til i dag.

Det østligste område, som netop er fuldt udbygget, er Tjærbyvang 1 som ligger umiddelbart nord for Tjærbyvej.

Tjærbyvang 2, som knytter sig til Tjærbyvang 1 på den nordlige side, er byggemodnet i 2009 og er delvist udbygget.

Et af de nyere boligområder ved Tjærbyvang i den østlige udkant af Dronningborg.

4.   Erhvervsområdet omkring Toldbodgade/Nyholmsvej

Den vestlige del af området mellem Udbyhøjvej og Toldbodgade domineres i høj grad af togfabrikken Bombardier Transportation. (tidl. Scandia) Området er udpeget som byomdannelsesområde.

5.   Området øst for bykernen mellem Udbyhøjvej og Dronningborg Skov/Rismøllebækken

Dette område præges af de to store foretagender Agco A/S og Dronningborg Idrætscenter.

Nord for Agco A/S ligger et rekreativt område omkring Rismøllebækken. Vest for Agro ligger det tidligere Dronningborg Maskinfabrik, der er udlagt til byomdannelse og forventes planlagt til boliger.

Øst for Dronningborg Idrætscenter ligger et naturområde, som krydser Udbyhøjvej og strækker sig helt frem til Gimmingvej.

6.   Området mellem byen og bredningen

Denne del af området er udlagt som kolonihaveområde, rekreativt område og landbrugsområde med rekreative interesser og har stor rekreativ værdi for både bydelen og Randers By.

7.   Området vest for Dronningborg Skov til Jomfruløkken

Denne del af Dronningborg ligger som et grønt landbrugslandskab op mod Dronningborg Skov og præger området landskabeligt. Området skal friholdes for bebyggelse.

Dronningborg i en sammenhæng

Infrastruktur

Udbyhøjvej er en af indfaldsvejene til Randers og hører til de stærkt trafikerede vejstrækninger i byen. Bygningerne og forløbene langs med vejen har stor betydning for oplevelsen af vejstrækningen.

Der reserveres i kommuneplanen areal til en ny vej fra pieren til Udbyhøjvej.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk