Bybeskrivelser / Lokalbyer / Øster Tørslev

Øster Tørslev


Øster Tørslev breder sig i det flotte, kuperede landskab. Den gamle landsbymidte ligger i den markante dal, hvor Øster Tørslev Å løber. Dette landskabstræk og gennemskæringen af Øster Tørslev Å er byens hovedattraktion. I 2014 blev der gennemført byfornyelse i samarbejde med byens borgere, hvor blandt andet arealerne ned til åen er transformeret til fine rekreative områder der iscenesætter åen som den attraktion den er i byen.

Øster Tørslev Å  er synliggjort i bybilledet i forbindelse med områdefornyelse.

Øster Tørslev har en karakteristisk, labyrintisk gadestruktur i den gamle landsbykerne. Strukturen genkendes tydeligt på historiske kort og er ganske velbevaret. Ligeledes ligger bygningerne i dette område, for en dels vedkommende, i den originale struktur og helt ud til vejen.

Øster Tørslev har gennemgået en markant udvikling siden 1960'erne, men udviklingen har langt hen ad vejen respekteret byens oprindelige struktur.

De store gårde, der markerer ankomsten til byen og afgrænser byen mod landskabet, fortæller en tydelig historie om landsbyens kulturgrundlag og er en vigtig del af landsbyens identitet og historie.

Byens østlige rand markeres af kirken, som står på en forhøjning på kanten af ådalen. Overgangen fra byen til det åbne land er brat og præcis og danner en flot markering af byen.

Øster Tørslev Kirke ligge højt på østsiden af byen.

Der er en del byfunktioner i Øster Tørslev med både skole og børnehaver, plejehjem, idrætshal, indkøbsmuligheder samt flere mindre erhvervsdrivende.

Der er fortsat enkelte ledige grunde til åben-lav boligbebyggelse i byen, og der er desuden udlagt areal til boligområde i den nordvestlige del af byen. Øster Tørslev har dermed gode udviklingsmuligheder, inden for kommuneplanens rammer.

Læs mere om Øster Tørslev i Landsbyregistreringen, se link i boks.

Borgerne har ikke lavet udviklingsplan for byen.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk