Bybeskrivelser / Lokalbyer / Fårup

Fårup


Fårup har gennemgået en markant udvikling fra lille landsby til stationsby og er i dag en attraktiv boligby. Både den gamle landsbydel og stationsbyen er karakteristiske og har særlig historisk betydning for Fårup.

Landsbyen i byens sydøstlige ende er i langt højere grad end den øvrige by tilpasset landskabet, og den originale struktur fornemmes stadig. De små snoede gadeforløb giver en fin stemning i bydelen.

Et kig ud over Ådalen fra området omkring kirken.

Stationsbyen ligger med sin stringente struktur og karakteristiske facadebygninger langs banen. I dag standser togene ikke i Fårup. Stationsbyen sydvest for banen er ganske karakteristisk og rummer flere flotte eksempler på tidstypisk arkitektur. Det store gamle mejeri er udpeget til kulturmiljø og er et markant og bevaringsværdigt anlæg i Fårup.

Her findes stort set alle de serviceinstitutioner, som en landsby har brug for med skole, ældrecenter, indkøbsmuligheder mv. Erhverv er her også med Fårup Betonindustri som den mest dominerende i bybilledet. Byen er let tilgængeligt med bus og bil.

Der er fortsat ledige grunde på Granvænget til åben-lav boligbebyggelse, og på den østlige side af Poppelvænget er der udlagt et rammeområde til åben-lav eller tæt-lav boligbebyggelse. Et stort område øst for Poppelvænget er desuden udpeget til for mulig fremtidig byudvikling. Ledige erhvervsgrunde findes på Platanvænget i den nordlige ende af byen. Fårup har dermed udviklingsmuligheder for en lang periode, inden for rammer som sikrer landsbyens samlede karakter.

Læs mere om Fårup i Landsbyregistreringen, se link i boks.

Borgerne har lavet en udviklingsplan for byen som kan ses ved link i boks.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk