Bybeskrivelser / Centerbyer / Assentoft

Assentoft


Assentoft er indbyggermæssigt Randers Kommunes næststørste by. De mange boligområder med primært parcelhuse, der kendetegner Assentoft i dag, er resultat af de sidste 50 års udvikling. De første parcelhuskvarterer blev anlagt i 1960'erne i byens vestlige del, og nye boligområder har siden bredt sig mod nord og øst til store dele af byen. De seneste år er udviklingen fortsat med nye udstykninger øst for byen med både storparceller og rækkehuse. Den markante udvikling og Assentofts popularitet som boligby skyldes ikke mindst bydelens naturskønne beliggenhed og store landskabelige kvaliteter.

udsigt Assentoft

Assentofts placering over fjordskrænten giver nogen fantastiske kig mod nord.

Assentoft og Drastrup

Assentoft har været udgangspunkt for udviklingen mens Drastrup, den tilstødende landsby, har været friholdt indtil de seneste år, hvor der er udstykket nye boligområder ved landsbyen. Med udlæg af et stort areal på ca. 35 hektar til boliger ved Drastrup er der lagt op til, at udviklingen i Drastrup tager fart, og på sigt vil Assentoft og Drastrup reelt vokse sammen til én bydel.

De oprindelige landsbykerner i Assentoft og Drastrup kan stadig ses i det nuværende bybillede. Landsbyen Assentoft er efterhånden udvisket, men kendetegnes af den langstrakte landsbygade, Storegade, flankeret af landsbyhuse og den gamle kro. Drastrups landsbymiljø er relativt velbevaret. En lille gruppe af gårde udgør et fint miljø med et defineret gadeforløb. Nogle af de gamle gårde har fundet ny anvendelse til erhvervsformål og børneinstitution.

Assentoft er med sine unikke landskabelige kvaliteter et attraktivt sted at bosætte sig.

Bydelen er begunstiget med et af kommunens mest karakteristiske landskaber, på toppen af de stejle skråninger syd for Randers fjord. Grænsen mellem fjordengene og bakkerne består af skovklædte skråninger med dybe slugter og udløbere, hvorpå flere af Assentofts parcelhuskvarterer er placeret. Hele den nordlige rand af Assentoft ligger således, med få undtagelser, på kanten af kløfterne, højt hævet over engene.

De skovklædte slugter skærer sig ind som naturlige grønne kiler fra nord og tegner en markant grænse, der bør fastholdes og definere placeringen af ny bebyggelse. Syd for Assentoft og Drastrup skærer Grenåvej sig igennem landskabet og markerer en umiddelbar grænse for byudviklingsmulighederne mod syd. Mod nordøst tegner den dybe Svendsdal en naturlig grænse for byudviklingen.

Assentoft i dag

Assentoft er centerby og kommunens største bysamfund uden for Randers med 3427 indbyggere i 2016. Assentoft har en afgrænset bymidte til detailhandel, der udvides med denne kommuneplan for at skae en mere central bymidte i Assentoft/Drastrup. Assentofts størrelse betyder, at der er et fint udvalg af service og erhverv.

Bydelens skole- og fritidsaktiviteter er samlet mellem Assentoft og Drastrup. Assentoft skole er en af Randers Kommunes største, og der er børneinstitutioner, ældrecenter, sundhedscenter og idrætsfaciliteter.

STATUS PÅ PLAN

Kommuneplan 2017 er gældende fra den 24. maj.

Randers Kommune · Laksetorvet
8900 Randers C · Tlf.: 89 15 15 15
randers.kommune@randers.dk